Sofie Riis skrev disse erindringer i 1982, da hun var 87 år og havde levet hele sit liv i Kundby. Teksten gengives her med hendes egne ord og stammer fra Svinninge Lokalhistoriske Arkiv.
Jeg vil gerne begynde med at sige, at det er noget af en misforståelse, at denne aftale er kommet i stand. Fru Rolsted spurgte mig for en tid siden, om ikke jeg kunne fortælle lidt herfra Kundby i min tid. Det var jeg letsindig nok til at sige ja til i den tro, at det kun var i en meget lille kreds. Da jeg så for nogle dage siden blev klar over, at der var sendt indbydelse ud, fik jeg mine svære betænkeligheder. Jeg kunne jo ikke standse noget, så det, jeg havde skrevet, er det, jeg læser her. Og så må man tage det, som det er – en gammel kone med en gammel stemme, der fortæller noget.
Bedsteforældrene og barndommen
Når jeg skal skrive noget om mine oplevelser her i Kundby fra de 87 år, jeg har levet her, kunne jeg passende begynde, hvor min bedstefar, morfar, sluttede sine – samlet og trykt i en lille grå bog, som jeg engang har haft, men som jeg desværre ikke har mere. Bedstemor Kristiane og bedstefar Hans Jensen overdrog deres gård, som ligger sydvest for byen ved Bjergbyvejen, til deres yngste datter og hendes mand, Signe og Lars Andersen, i året 1890. De havde da haft den fra 1840, og de blev boende hos dem, til de døde – bedstemor i 1896, bedstefar i 1903. Deres guldbryllup var den 16. november 1896 og blev, som den første store fest, holdt i det nyopførte forsamlingshus. Fra den fest er det store billede, som børnene gav deres forældre. Det viser de tre generationer, 20 børnebørn, hvor jeg er den yngste. Den første i nederste række fra venstre er den eneste af dem alle, der lever endnu i 1982.
Bedstemor døde kort tid efter, så jeg husker hende ikke, men hun har nok været en dygtig kvinde. Fordi bedstefar var så optaget af offentligt arbejde, både i sognet og i Rigsdagen, kom meget af arbejdet i gården og med børnene – 1 søn og 5 døtre – til at hvile på hende. Som voksne kom de alle til at bo i Kundby sogn og Bjergby. Jeg husker tydeligt, hvor festligt det var, når de alle samledes i mit hjem til bedstefars fødselsdag den 2. december. Dagen sluttede ofte med salmen: For dig, o Herre, som dage kun årtusinde er at regne.
Min mor var den yngste i søskendeflokken, så mange af mine kusiner og fætre var meget ældre end jeg. Det var mest de tre yngste fætre og min bror, jeg legede med. I 1903 døde min bedstefar. Man har fortalt, at der til begravelsen var mødt så mange mennesker op ved hjemmet, at de kørte i 46 hestevogne til kirken. Jeg var da 8 år, og jeg savnede bedstefar så meget. Han fortalte så livligt og lærte os så meget, så da jeg begyndte at læse, måtte jeg jo gøre det for ham. Salmen Op, al den ting, som Gud har gjort holdt han meget af.
Skoletid og arbejdet på gården
Jeg er nu kommet så langt, at jeg går i skole. Først er det hos vores meget dygtige lærerinde, frk. Rasmussen. Fra den første dag kom jeg til at sidde sammen med mejeristens Johanne. Det blev vi ved med hele skoletiden igennem, og vores gode forbindelse har holdt gennem årene og varer endnu i 1982, hvor vi igen er sammen i vores gode barndomsby. Mange gode kammerater og oplevelser gav den tid. Også mange gode karle og piger var jeg jo sammen med i vores hjem, og jeg synes, vi havde det godt sammen, både i arbejde og fritid.
Ja, fritid var der nu ikke så meget af, for pigerne skulle i stalden og malke tredje gang den dag klokken halv otte om aftenen. Det tog gerne en times tid eller mere, så der var ikke længe til sengetid. Tidligt skulle vi jo op og begynde på malkningen igen, så vi var færdige, når mælkemanden kom for at bringe mælken til mejeriet. Værst var det, når køerne var på engene om sommeren. Så måtte vi af sted klokken fire og få spændt hesten for vognen og læsset spande, dunke og os selv på. Vejen derud var temmelig lang og tit meget dårlig, så det tog sin tid.
Engene og tørven
Engene – ja, dem kan der skrives historie om. Bare jeg kunne det; jeg prøver. Engene var andet end græsgange for dyrene. Hvornår man opdagede, at jorden egnede sig til andet end græs og kunne blive til brændsel i form af tørv, og hvordan man fremstillede dem, ved jeg nok lidt om, men det er vanskeligt for mig at fortælle, og det er en lang historie. Det hele var i gang i 1870, da min mor var barn, og produktionen var så stor, at folk helt fra Tuse Næs kom kørende med hestekøretøj og købte tørv. De blev vist betalt efter tøndemål til den mand eller de mænd, der stod for tilberedningen, og som så afregnede med gårdejeren, som de for en bestemt sum havde lejet engen af for sommeren. Alt gik ved menneske- og hestekræfter. Familier med børn boede der hele tiden i mere end primitive træhytter med halm i træsengene, stearinlys og petroleum i små håndlamper. Både kone og børn tog del i arbejdet, og børn fra byen gik derud og kantrede og skruede tørv, som det hed, hvorved de tjente sig en lille sommerløn. For mange mennesker betød tørvemosetiden så meget.
På en helt anden tid og måde fik tørven sin afløsning i form af smuldskrabning. Nu hed det briketter, og maskinerne overtog hestens arbejde. Det var stadig en stor indtægtskilde for mange mennesker, men nu kunne folk blive boende hjemme, da andre befordringsmidler var kommet i brug – bilernes tidsalder var begyndt. Efter nogle år fandt man ud af at afvande engene, og nu driver de gårdejere, som engene altid har hørt til, eller deres efterfølgere almindeligt agerbrug på dem.
Konfirmation og Vallekilde
Jeg blev konfirmeret i Kundby Kirke i 1909, hvor Gad dengang var præst. Af tidligere præster her husker jeg Damborg, Formann og Ingerslev kun af omtale. De efterfølgende var Gad, Møller, Rørbeck, der også var provst, Zwergius og nuværende Rosenberg. Min bror Hans blev på grund af præsteskifte her konfirmeret i Korskirken i Vallekilde, hvor den senere biskop Fonnesbech-Wulff dengang var præst. Min brors ophold på højskolen få år senere betød, at jeg gennem ham også blev meget glad for og optaget af alt det gode, vi kunne komme med til derinde.
De store, velbesøgte efterårsmøder, der dengang varede fire dage på højskolen, gav lejlighed til at høre både skolens egne og tidens gode talere udefra. Samværet, hvor man traf bekendte år efter år, fik stor betydning for omegnen og for de mange tilrejsende, som kunne bo på skolen nogle af eller alle dagene. Også mange dejlige sommeraftener, når der blev opført gode skuespil, mindes man med stor glæde.
Roekarlene og Andreas Riis
En vestjyde, Jens Karl Nygaard, var elev på Vallekilde, og omkring 1908–09 havde han forskellige pladser på egnen. Så fik han den idé at samle et korps af unge karle, der påtog sig at luge roer for folk. Det fik så stor tilslutning langt omkring, at da J.K. Nygaard opgav forretningen og købte gården Wilhelmsdal i Bjergby, var der beskæftiget ca. 60 af disse roekarle. De kom ikke alene fra egnen her, men fra hele landet. Hvor de havde deres arbejde, fik de kost og logi, og det gav mange bekendtskaber. To og to arbejdede de gerne sammen, og når de stod meget tidligt op og blev sent ved om aftenen, gav det vist efter den tids forhold en ret god sommerløn – men nok også slemt ømme rygge, da man dengang brugte roejern med meget kort skaft.
I 1913 kom der så en ny entreprenør. Også han var vestjyde og fætter til J.K. Nygaard: Andreas Riis. Han var elev på Vallekilde i 1910 sammen med min bror, og da han var i roekarleflokken, kom han sammen med en anden ung mand til at luge i mit hjem. Det var vores første bekendtskab, som kom til at vare mange år. Da roetiden var forbi, blev Riis, som vi altid sagde, høstkarl hos Frederik Madsen her i Kundby, og bekendtskabet med sønnen Jacob på samme alder blev af samme lange, gode varighed. Vinteren derefter var Riis karl på Langevang i Bjergby hos min fætter Holger Jensen. Før roetiden næste år lejede han et værelse i huset på Kirkebakken hos de to damer, Kristine og hendes mor, og blev derved fast Kundby’er – dog blev vintrene i nogle år tilbragt på Frørenseriet i Roskilde og på Tune Landbrugsskole. Imens gik mine år hjemme på gården. I 1914 blev vi forlovet, men vi blev først gift i 1921.
Byen dengang
Her vil jeg fortælle lidt om byen. Den gamle forskole lå dengang i det hus, som endnu er her, og som ligger skråt over for gadekæret. I det næste hus bor nu forhenværende sygeplejerske Johanne Jensen, som kom hjem og passede sin gamle far, forhenværende mejeribestyrer Jensen, der på en måned nær blev 100 år. Hovedskolens gamle stuehus ses også endnu, over for Kirkebakken, og bebos af Edith og Valdemar Jacobsen. I år 1900 blev den store nye skole bygget på Trønningevejen, og her havde jeg hele min skolegang. Den blev i 1958 afløst af den nuværende, meget større skole, også på Trønningevejen. Den rummer tillige biblioteket, som blev oprettet med lærer Bygbjergs gode hjælp og et legat fra møller Karl Hansen, Marke. De første mange år lå biblioteket i Sandby Skole.
For et andet legat, stiftet i 1780 af provst Bentsen her, byggede man ”Det røde hospital”, hvor fire gamle koner fik fri bolig og vist lidt penge. De behøvede dog ikke at være syge for at få plads der, hvad navnet ellers kunne tyde på. Huset blev revet ned omkring 1935, og barber Fischer byggede et nyt på samme sted. Bentsens gravsted findes endnu på Kundby Kirkegård.
Kirken
Vores gamle kirke fra år 1100 vil jeg også gerne fortælle lidt om. Fra den smukke beliggenhed på den meget store bakke er der en dejlig udsigt langt omkring. Man må beundre den tids mennesker, at de med deres hjælpemidler kunne rejse så stor og smuk en bygning. Adskillige til- og ombygninger er jo nok sket i tidens løb. Altertavlen er vist fra 1640, og orglet blev sidst udskiftet omkring 1975. Den sidste store restaurering af kirkens indre skete i provst Rørbecks tid. Kirkegården er udvidet to gange, så længe jeg kan huske. I min barndom og ungdom var det en meget stor fornøjelse, når sneen lå på Kirkebakken, at starte med slæden og køre helt ned omkring brugsen – men da bilerne kom, ja, så var det slut med den gamle skik.
Familie, ungdom og ægteskab
Den 26. september 1912 blev min søster Kristiane gift med Poul Helgogaard, som havde overtaget sine forældres gård. Forældrene hed Maren Sofie og Lars Jensen Nielsen, men de tog gårdens navn, Helgogaard, som familiens efternavn. Deres forældres gårde lå op ad hinanden i byen. L.J.N. var i mange år sognefoged. I 1884 flyttede de gården ud uden for byen. Vejen dertil hedder nu Helgogårdsvej, og ved den byggede de så det hus, som de flyttede ind i i 1912.
Samme år, tre måneder før, var jeg på Rødkilde Højskole, og senere fik jeg en måneds delingsføreruddannelse og ledede gymnastikken her i Kundby i seks år – dog med afbrydelser, hvor jeg havde tre huslige pladser. I 1918 var jeg i Skals ved Viborg, hvor jeg havde en dejlig sommer, som dog også mindes på en trist måde, da det var det år, den spanske syge rasede og krævede mange døde.
I 1921 kom Kundby lægebolig til salg. Den købte vi for 10.400 kr. og flyttede ind den 11. maj efter en dejlig bryllupsfest i kirken og i hjemmet. Roevirksomheden var i fuld gang, men da vi nåede 1930, kom landbrugskrisen, og så var der ikke længere råd til den hjælp på gårdene. Heldigvis havde Andreas i sine unge år fået et kursus i dræning. Den slags arbejde blev der en del af på egnen for ham – de sidste mange år kun med nivellering og tegning af dræningskort.
På den tid fik vi købt jord af Jens Gregers Petersen. Sammen med haven, der hørte til huset, blev der plads til både hønse- og biavl og havebrug, som gav nogen indtægt og især meget arbejde. Med det sidste gav vores gode venner Rigmor og Jakob Madsen, som var blevet vores naboer, da de havde solgt deres gård, os en god hjælp. Lige op ad lå forsamlingshuset, hvor vi har tilbragt megen god tid i foredrags-, ungdoms- og gymnastikforeningen og med dilettant, som vi begge var med i, samt mange gode sammenkomster og private fester – også både vores sølv- og guldbryllup.
Efter Første Verdenskrig og nøden i Tyskland kom en del børn her til Danmark. I september 1921 fik vi en lille pige, Gertrud, fra Berlin. Hun blev her et halvt år og kom en gang til før konfirmationen. Senere blev hun barneplejerske, blev gift og kom nogle gange med sin søn Peter. Sidste gang blev hun kaldt hjem, da krigen brød ud i 1940. I al den tid hørte vi intet, før der som ved et under kom et brev lige på vores sølvbryllupsdag. Så havde vi igen forbindelse, indtil de for snart mange år siden alle tre er døde.
To hold søskende fra København var her hos os i hele deres ferietid. Min søsters to dygtige piger, Else og Rigmor, og disse feriebørn har været os så god en erstatning for de børn, vi ikke selv fik. Meget mere fra hele tidsforløbet kunne nævnes, men det fører for vidt.
De sidste år
Efter 43 år solgte vi det store hus i byen, flyttede fra alle vores gode naboer og genboer til det lille hus i Gartnerlunden, byens nye store udvidelse, og kom til at befinde os lige så godt i de nye omgivelser. Her fejrede vi guldbryllup, men få år efter døde min kære Andreas. Så blev også det lille hus for stort for mig, og alt det, jeg skriver, sker her i min stue på De Gamles Hjem i det Kundby, der har været rammen om hele min gode tilværelse.
Mørke skygger kom der jo, når jeg mistede mine kære – nu senest vores gode Else, som gennem 69 år gav os så megen glæde og god hjælp. Her tænker jeg også på alle de dejlige juleaftener, vi to tilbragte sammen med far, mor og Hans – først hos Kristiane og Poul, senere hos Else og Niels, de tre børn og Emil, som gennem tre generationer hører familien til.
Da Rigmor og Erik Skovgaard blev gift, kom de til at bo i Ledstrup, senere i Nykøbing. Så mærkeligt er det gået, at alle deres tre børn, Lene, Poul og Keld, nu har hjem og familie i Egebjerg sogn (Keld dog kun sommerhus). Da det også var dér, jeg havde den gode sommer i 1915, glæder det mig altid meget at komme hos dem og deres far og mor, at færdes på kendte egne og træffe en enkelt bekendt fra de unge dage.
Kundby, den 28. august 1982
Sofie Riis, 87 år
Efterskrift
Når jeg endnu kan gå mine ture heromkring til kirke og kirkegård – ja, så kan jeg jo sige, at går jeg mod syd, eller er det mod nord, så går jeg i mine forfædres spor.
Kilde: Svinninge Lokalhistoriske Arkiv.